Det er højsæson for drømmen om at skabe forandringer

Nytårsforsætterne kan være mange og drømmene store. Intentionerne fejler ikke noget, og alligevel løber de tit ud i sandet, længe inden de bliver omsat til varige ændringer. For ændringer kræver mere end intentioner – det kræver vedholdenhed og fokus.

Hvis du har en travl hverdag og mange bolde i luften, så kan det være svært at holde fokus, og så har du brug for en daglig påmindelse.

Du kan selvfølgelig sætte din elektroniske kalender til at lave påmindelser, men for mig virker den type ’reminders’ mere som en stressfaktor end en venlig påmindelse om, hvad der er vigtigt at holde fokus på.

Få energi i stedet for at blive stresset af to-do-lister

Når jeg bliver stresset, kommer jeg nemt til at rende rundt med hovedet under armen og når ikke de ting, jeg gerne vil. Så bliver jeg træt, mister energien og bliver utilfreds med mig selv. Det er en dårlig spiral, som jeg efterhånden synes, livet er for kort til.

Jeg vil hellere være i den gode spiral. Der hvor jeg føler, at jeg har overskud og overblik. I denne energi får jeg nemlig udrettet meget mere, er mere glad og faktisk langt mindre træt.

Og her er det så, at et moodboard kommer ind i billedet. For et moodboard gør mig glad og giver mig den energi, jeg har brug for, når nu der er så mange ting, jeg gerne vil. Et moodboard gør mig motiveret i stedet for stresset.

Gør dig selv i godt humør og hold fokus på dine mål

Det, jeg godt kan lide ved et moodboard er, at det (som navnet antyder) sætter mig i et bestemt humør (mood), når jeg ser på det. Det får mig til at trække på smilebåndet og til venligt at sige til mig selv: ”Nå ja Lonnie, du skal huske at gå til yoga denne uge, for det giver dig ro…” (du skifter bare ordet yoga ud med det, du gerne vil have fokus på :-))

Dit moodboard skal altså vække den stemning i dig, der gør, at du får lyst og energi til at gøre en indsats for at nå dine mål – også på de sure dage, og når du egentlig ikke gider.

Du kan sagtens være kreativ også selvom du påstår noget andet

At lave et moodboard er at give sig selv lov til at lege – til at være kreativ. Det behøver ikke se pænt ud, og det behøver ikke sige andre noget som helst. Det vigtige er, at det siger dig noget.

Derfor: Når du laver et moodboard, så tænk i stemninger og følelser. Brug billeder, farver, citater, tegninger eller andet, som gør dig glad og trykker på din ’energiknap’.

Lav et – eller mange

Du kan vælge at lave ét moodboard, der dækker flere livsområder, eller du kan vælge at lave et board for hvert område fx privatliv, job, bolig, sundhed etc.

Meningen med et moodboard er, at det skal være en visuel reminder og energiskaber, så derfor skal du hænge det et sted, hvor du dagligt ser det og/eller måske gøre som mig: Tage et foto af moodboardet og sætte det ind i din kalender.

Tid er noget, du giver dig selv

“Hvordan skulle jeg dog få tid til at sidde og klippe klistre”, tænker du måske. Men det behøver ikke tage lang tid og det behøver jo ikke være færdigt i et hug. Faktisk kan det være både hyggeligt og afstressende at lave sit moodboard over et par dage. Og ungerne? Ja, de vil elske at klippe, tegne og klistre sammen med dig…

Og hvem ved? Måske vil du opdage nye sider af dig selv og få kontakt med drømme som du i 2017 vælger at gøre til virkelighed?

Rigtig godt nytår og de bedste ønsker for dig i 2017.