Kan du spotte en stresset kollega? Og bør du kunne det?
Det første spørgsmål kan kun du selv svare på. Det andet spørgsmål giver jeg dig gerne svaret på: ”Ja, du bør kunne spotte signalerne på, at din kollega er stresset”. Og du bør især kunne læse signalerne, hvis du har en lederfunktion. Den stressramte har nemlig svært ved selv at se signalerne og har brug for, at du kan og tør spørge ind til, hvordan det går.
Jeg medgiver gerne, at det kan være svært at se, hvordan et andet menneske har det. Men hvis du ser godt efter, så er tegnene til at få øje på.
Ændrer din kollega adfærd?
Et menneske, der er presset, vil begynde at ændre adfærd. Den før så udadvendte og sociale kollega, bliver mere indesluttet og har måske ”ikke tid til at gå med til frokost”. Den normalt så rolige medarbejder, har fået kortere lunte, farer lettere op eller begynder måske at græde, når du spørger ind til den rapport, der skulle have været klar i går.
Glemmer aftaler
Du undrer dig måske også over, at kollegaen glemmer jeres aftaler eller måske insisterer på, at det har I aldrig aftalt.
Mister overblikket
Når man er ved at være presset til sin grænse, så ryger overblikket. Det bliver sværere koncentrere sig og sværere at huske. Kroppen er i konstant alarmberedskab og bruger sin energi på at ’overleve’ og det bliver et mål i sig selv blot at komme igennem arbejdsdagen – for slet ikke at tale om ugen.
Hvad kan du gøre hvis din kollega er stresset?
Tilbyd din hjælp
Når du kan se, at en kollega er overbebyrdet og presset, så tilbyd din hjælp. Det kan være helt konkret i forhold til at tage en arbejdsopgave, men det kan også være at tage en snak over en kop kaffe eller en gåtur i frokostpausen.
Vis empati og kollegial omsorg
Fortæl kollegaen hvad du observerer og gør det uden hverken at dømme vedkommende eller tale ned til ham. Hold en naturlig kollegial distance, men være empatisk og vis at du rent faktisk er bekymret for vedkommende.
Har I en stresspolitik?
Inden du taler med kollegaen, kan det være en god idé at undersøge, hvilken stresspolitik jeres virksomhed har. Mange virksomheder har et stressberedskab og en stresshåndbog, og her vil du kunne finde hjælp til både hvordan du taler med din kollega eller medarbejder og til hvilke ressourcer, der findes i virksomheden til at hjælpe din kollega.
Det er vigtigt at sætte ind i tide
Husk at hvis I sætter ind i tide, så behøver selv et stort pres ikke at udvikle sig til alvorlig stress og dermed en måske langvarig sygemelding.
Vil du blive bedre til at spotte stress? Kontakt Lonnie Borgstrøm på telefon 7020 4401.