Faktisk har mine tirsdag morgener i nu et helt år været usædvanlige. Det har de været siden jeg blev medlem af en Rotaryklub, hvor vi mødes hver tirsdag kl. 7.15 i Ørestaden. De, der kender blot en smule til mig, ved at det er ret udsædvanligt at se mig på færde så tidligt!

For en person, der ikke er vild med at stå tidligt op, er det således lidt af en præstation at møde både frisk og præsentabel (mener jeg da selv) på den tid af døgnet.

Men: ”Man kan hvad man vil, hvis det er vigtigt nok” har jeg vist engang lært mine børn…..  og hvad er det så, der driver mig ud af dynerne en kold og mørk november morgen?

Den ene ting er helt sikkert det hyggelige samvær og den rundbordsnak, jeg har med de andre medlemmer, når vi mødes over morgenkaffen.

Den anden ting er de inspirerende og meget forskellige foredrag, jeg får kickstartet mine tirsdage med.
Og denne tirsdag morgen var foredraget et af de udsædvanligt tankevækkende.

Jeg tror ikke det kun var mig, der i mere end én forstand fik en brat opvågning, da projektleder Ingelise Andersen fra Skole og Samfund fortalte om mobning i Folkeskolen.
Vi fik på den desværre meget korte tid et lille indblik i et stort problem – og et problem der har store konsekvenser for de involverede.

Børn der udsættes for mobning har i bedste fald en dårlig trivsel og dermed en dårlig indlæring – i værste fald en selvdestruktiv adfærd. På listen over konsekvenser for den, der mobbes finder man bl.a.:

  • Angst
  • Søvnbesvær
  • Manglende koncentration i skolen
  • Ingen faglig udvikling
  • Ingen glæde eller lyst til skolen
  • Stress med fysiske gener som maveproblemer og hovedpine til følge

Desuden har det vist sig, at mange tager problemerne fra skolen med sig langt ind i voksenlivet. Det kan bl.a. være i form af lavt selvværd, præstationsangst eller en manglende evne til at skabe gode sociale relationer – i privatlivet såvel som i arbejdslivet.

Hvis du er forælder og ønsker hjælp til at tackle et mobbe problem, kan du kontakte Forældrerådgivningen  hos Skole og Samfund og ønsker du viden om forebyggelse af mobning, er en trivselsambassadørordning på skolen en mulighed. Begge dele finder du information og hjælp til på http://www.skole-samfund.dk

En anden nyttig hjemmeside er http://www.sammenmodmobning.dk

Hvis du skulle være i tvivl om hvorvidt mobning reelt er et problem, så prøv at kigge med på denne lille musikvideo http://www.sammenmodmobning.dk/glemmignu    hvor tre 9.klasses elever har tolket konsekvenserne af mobning.

Foredraget i morges blev rundet af med et spørgsmål som jeg hermed giver videre:
Hvor mange af jer har aldrig oplevet mobning?  I morges rakte ingen hånden op – tankevækkende ikke?

Det fik i hvert fald mig til at reflektere videre og tænke over mobning på arbejdspladsen. Men voksne mobber da ikke – gør de?

Det skriver jeg mere om i morgen.