Hører du til dem, der får sommerfugle i maven ved tanken om at skulle holde en tale eller en præsentation på jobbet? Og flakser de så meget rundt (sommerfuglene), at du hellere undlader at tage ordet?
Så kan du måske blive inspireret af denne lille historie, som en kursist på et af mine kurser for instruktører fortalte: Han var kontaktperson for elevrådet på skolen og talte med en pige fra 6. klasse , som fortalte, at hun var nervøs og havde mange sommerfugle i maven forud for at skulle holde et oplæg for de andre elever. De snakkede lidt frem og tilbage om hvordan hun kunne gribe sin præsentation an og pigen klarede det rigtig godt og virkede slet ikke nervøs. Derfor var min kursist nysgerrig bagefter og spurgte hende om hvordan det kunne være, at hun virkede så sikker, når nu hun havde så mange sommer fugle i maven. “Jo, jeg fik da bare sommerfuglene til at flyve i formation”, var det prompte svar! Klar logik ikke? 🙂
Personligt kan jeg rigtig godt lide den historie. Dels fordi den er sand, dels fordi den viser, at det faktisk er ok at have sommerfugle i maven, når vi skal gøre noget, der betyder meget for os – som fx at holde et foredrag eller lave en god fremlæggelse for kunderne eller kollegaerne. Så næste gang du får sommerfugle i maven, kan du måske tænke på pigen fra 6. klasse og lade dig inspirere af nedenstående gode råd.
Sådan får du sommerfuglene til at flyve i formation:
- Vær godt forberedt, men ikke overforberedt
- Tænk: Mine tilhørere vil mig det godt
- Hold dit fokus udad på tilhørerne, i stedet for indad på hvordan du har det
- Lad være med at ville gøre det perfekt, gør hellere dit bedste!
Hvis du vil have flere tips eller hjælp til at holde inspirerende foredrag og præsentationer, så er du meget velkommen til at kontakte mig eller kigge forbi min side på Facebook, der handler om Powerfuld Præsentation.